Så er det nu, nu, nu du skal ud og kravle i krat og grøfter efter den fantastiske sommerblomst hyldeblomsten. Jeg selv bevæbnede mig med masser af plastikposer og tog på rov, så hænderne blev helt korngule af blomsterstøv. Det er nu du skal plukke dem, for de er ikke gode i så lang tid desværre. Så hvis du mangler noget at bruge weekenden til kan du jo gå amok med de fantastiske hvide blomsterskærme.
Her kommer to opskrifter, som helt sikkert vil forsøde din sommer yderligere.
Hyldeblomsteddike:
Prop en flaske med hyldeblomstskærme, og fyld op med hvidvinseddike.
Lad flasken stå en solfyldt vindueskarm i et par uger. Man kan si den hvis man har lyst, men det er ikke nødvendigt.
Er rigtig god i salatdressinger.
Hyldeblomstsaft - Søebogaard go home:
50 hyldeblomstskærme(pillet for stængler)
1 kg sukker
2 citroner i skiver
2 liter vand
2 tsk citronsyre
Lav en lage af sukker og vand og hæld lagen over blomsterne. Tilsæt citronskiver og sitronsyre, og lad det hele trække i køleskabet i 2-3 dage. Du vil ikke fortryde det....